Inspiration til specialisering

Månedsbrev Maj 2014

Emner til Specialiseringen:

Områder jeg er blevet nysgerrig på er emnet børn i udsatte positioner.

En af de større grunde til at dette emne har vakt min opmærksomhed, er fordi vi i min klasse har en håndfuld børn som min lærerinde kalder ”special kids”. Særligt har vi en dreng som ofte er den som bliver ”udpeget” som værende den mest forstyrret. Han har utroligt meget krudt bag i og ved at iagttage ham, ville ADHD sikkert dukke op i manges tanker derhjemme. Men udover at han har meget energi, svært ved at sidde stille og ofte har en meget akavet måde at tage kontakt til de andre børn. M.m. Da ser jeg samtidig meget voldsomme reaktioner hos ham over relative små problemer. Det kan fx være hvis nogen tager hans legetøj, hvis han bliver afvist i hans forsøg på kontakt til de andre eller hvis han bliver irettesat af en lærerinde. Han bliver ganske enkelt eksplosivt rasende og meget ked af det på samme tid, som om hele hans verden falder sammen. Han græder og igennem denne vrede synes jeg at kunne se noget angst i ham. Hvis det var der hjemme ville han være et barn som jeg som pædagog ville være bekymret for. Jeg tænkte helt til at starte med at hans eksplosive vrede og ked af det hed var alarmerende. Jeg spurgte indtil min lærerinde i klassen om hun havde nogen ide om, hvorfor han reagere så voldsomt. Til svar siger hun at hun ikke ved det og at han er ”special”. Jeg spørger yderligere indtil, hvad hans forældre siger, gør eller tænker om dette. Og her får jeg svaret ”I think parents don’t understand”.

 Han har det i hvert fald tydeligvis ikke godt og mine tanker på hans adfærd får mig til at tænke på, hvordan mon hans hjemmelige liv fungere. For som udgangspunkt vil jeg til hver en tid mene at et hvert barn som har velfungerende forældre og som får den rette opmærksomhed og kærlighed på hjemmefronten ville ikke reagere så voldsomt. Min opmærksomhed omkring denne dreng er imidlertid gledet lidt i baggrunden og andet har fyldt som fx vores store workshop vi skulle afholde for lærerinder og forældre. Men inden for den sidste måned har der været en del situationer som har åbnet for nogle interessante samtaler jeg har haft med min lærerinde. Det har ellers været svært at have faglige samtaler med hende, da hun taler et ret fattigt engelsk. Men inden for de sidste par uger har vi ramt et godt flow og vi har haft nogle gode samtaler omkring børnene og især de her ”special kids”. Vi talte igen om den omtalte dreng og her fortæller hun at hun har oplevet at drengens mor kan finde på at slå ham. Dette ledte samtalen ind på om hvorvidt man i Vietnam synes at det er okay at slå sine børn mm. Jeg sagde til min lærerinde at jeg ikke kan lade være med at tænke på, at hvis drengen bliver slået kan det muligvis være en medårsag til at drengen reagere så voldsomt som han gør. Jeg skal ikke dømme nogen i denne her konkrete sag og jeg er ikke ude på at vende et udelukkende kritisk blik i forældrenes retning. Men alt dette har skærpet min nysgerrighed på emnet, børn i udsatte positioner og mange spørgsmål har rejst sig i mig.    

                                                                            

Er dette et område de vietnamesiske pædagoger har øje for? Hvad er definitionen på et udsat barn med vietnamesiske øjne? Lærer man noget om dette emne på lærerindeuddannelsen i Vietnam? Hvis et barn udviser ”afvigende adfærd ” vil dette så skærpe en vietnamesisk lærerindes opmærksomhed og måske skabe grobund for bekymring? Hvis man finder reelle grunde til at være bekymret omkring et barns trivsel, går man så videre med det? Og hvem går man til? Ja, der er mange spørgsmål jeg har lyst til at stille.

Inde for emnet børn i udsatte positioner kan der jo ligeledes nævnes andre situationer eller områder der i samme overbæring kunne være relevante at kigge på. Hvordan ser og takler man som vietnamesisk lærerinde fx skilsmisse, dødsfald og sygdom eller misbrug.

Jeg forestiller mig at dette er emner som man ikke taler så højt om i det hele taget. Men det kan være at jeg bliver overrasket! I hvert fald er det jo emner man støder på og må forholde sig til professionelt når man arbejder med børn i institutioner, og det er uanset hvor i verden man befinder sig.

Jeg har fået lyst til at skrive en masse af disse spørgsmål ned og meningen er at jeg vil lave et interview med min vietnamesiske vejleder som er engelsk lærerinde på skolen og en central person i mange sammenhænge, og så et interview med min egen klasselærerinde. Jeg forestiller mig at jeg igennem et semi struktureret interview vil kunne stille nogle gode spørgsmål, som kan give anledning til en god snak om emner vi ellers ikke berører.

Af litteratur tænker jeg, at der helt sikkert er masser at hente, men jeg kan ikke lige på stående fod remse tekster eller forfattere op, lige undtaget af Morten Ejernæs’s Antologi om etik og holdninger i pædagogisk arbejde, som kunne være relevant i forhold til etiske dilemmaer.

Mit pædagogiske projekt

Har jeg netop planlagt at afholde her i Juni måned. Det vil forløbe over 4 uger hvor jeg har delt børnene op i 4 grupper, hvor de skal lave selvportrætter. Først skal vi snakker lidt om det at se sig selv i spejlet, lægge mærke til detaljer, former og farver. Herefter skal de tegne med blyant og så til sidst farvelægge med vandfarve.

Jeg forestiller mig at de vil finde det sjovt og spændende, men nok også udfordrende da de ikke er vant til disse frie rammer, forstået på den måde at jeg ikke på forhånd har dikteret hvordan de skal tegne. Jeg vil guide og inspirere og derefter er det op til dem selv at tegne deres ansigter som de ser sig selv 

Jeg har valgt at iværksætte dette projekt, fordi jeg synes at jeg kan bidarge med et andet syn på børns kreative evner og selvstændighed i forbindelse med at udfolde sig kreativt. Jeg har mange gange tænkt at deres tegneundervisning er en fin måde at lære at tegne på, men jeg har også flere gange krummet tæer over, at de børn som ikke følger det dikterede motiv til punkt og prikke, er blevet irettesat og at deres tegninger er blevet fremhævet overfor de andre og mig, som eksempel på, hvordan en forkert tegning ser ud. Jeg bryder mig heller ikke om at de rette på, altså forskønner de ting som børnene lave og her handler det ikke kun om tegninger. Jeg ved at de i Vietnam ikke har en kultur eller tradition for tankegangen om den frie kreativitet og de udviklingsmuligheder der ligger her i. Men netop derfor har jeg lyst til at prøve det af og her håber jeg at det kan inspirere til at tænke lidt ud af boksen. Jeg vil gerne vise dem at der godt kan komme nogle fine produkter ud i sidste ende, selvom at det er børnene selv der har tegnet og malet hele vejen i gennem.

Institutionens samfundsmæssige placering

Institutionens samfundsmæssige placering 

Børnehaven Hoa thuy tien er næsten 100 procent brugerbetalt, på trods af, at den er statsejet. Staten støtter kun med et mindre beløb. Det koster 800.000 VND (ca. 200 DKK) om måneden, at have et barn indskrevet i børnehaven. Men derudover kommer der ekstra udgifter som kostpenge 25.000 VND (ca. 6 DKK) om dagen, som forældrene ikke kan fravælge. Her udover kan ekstra undervisning tilvælges, hvis forældrene ønsker ekstra engelsk, musik, kung fu  eller computer undervisning. Det koster ca. 475.000 VND (ca. 120 DKK ) - Så det koster godt og vel 1.300.000 VND (ca 340 DKK) om måneden, at have et barn i børnehave.Det skal siges her at dette beløb er ret højt for en vietnamesisk gennemsnitsløn. Det forventes ydremere, at forældrene donerer ca. 1.000.000 VND (ca. 260 DKK) til køb af bøger, møbler og andre praktiske ting.

For at være ansat som lærerinde på stedet skal man have en læreruddannelse. Den kan opnås på forskellige måder. Den korte version tager to år på "Worker-School". Den midterste tager tre år på college, den lange version tager fire år på universitet. For at komme ind på de tre læreruddannelser, skal man først have taget en tre årig High school uddannelse. Der ud over skal man på henholdsvis college og universitetet, til en optagelses prøve, hvor sværhedsgraden er højest på universitetet. Hvis man kun har uddannelsen på to år, kan man læse en overbygning op halvandet år, hvilket til svarer college uddannelsen. Hvis man har taget universitets uddannelsen på fire år, får man udover sin løn fra børnehaven, et tilskud fra staten som ekstra løn. Man er så samtidig underlagt undervisningsministeriets regulativer.

I Hoa thuy tien kindergarden kommer børnene fra den bedrestillet middelklasse, hvilket vil sige, at begge forældre arbejder og de kan for eksempel være som ansat eller have en mindre selvstændig forretning/virksomhed.

Tanker efter 3 måneder

Arbejdet med børn i vietnamesiske børnehaver, består primært af undervisning fra børnene møder til de bliver hentet. Dette er kun afbrudt af den halve time om formiddagen og eftermiddagen, hvor børnene for lov til at lege, eller når de skal sove/spise. Når børnene for lov at lege, betyder det at de kan vælge i mellem at lege med klodser, lege køkken/dukkekrog eller kigge i bøger. Der er som jeg ser det, ikke ret meget afveksling, og det at gå ud på legepladsen er lidt en sjældenhed da det ofte regner eller har regnet. Her har børnene ikke tøj med til at være ude under disse forhold. Og da det ikke er velset at børnene bliver beskidte eller bliver lidt uglet at se på, da bliver det kun til korte besøg i gården, hvis vejret er til det.

Så børnene er for det meste inden for. Dette anser jeg som pædagog for at være en meget ensformig hverdag både for børnene og for mig som ”lærerinden”. Jeg savner mere afveksling i form af ture ud af børnehaven og flere naturoplevelser. Det at bringe undervisningen med ud på steder, ville gøre det langt mere spændende for alle. At muligheden for fx naturoplevelser eller i det hele taget at tage børnene med på tur, ikke er til stede på samme måde som i Danmark er jo et vilkår for de vietnamesisk læreinder. Men måske denne forskel også samtidigt er en kulturel ting. Her i Vietnam går man meget op i konkret undervisning, og tankegangen er nok at undervisning hører til i klasselokalet og ikke ude alle mulige steder.

En anden ting er undervisningsformens meget fastlåste struktur. Altså ALT er planlagt. Det giver meget dårlig plads til spontanitet og dermed kreativitet. Jeg savner tit at der i løbet af ugen er lidt frirum til at vi lærerinder kunne komme på spontane ideer til lege og aktiviteter. Men igen vender jeg tilbage til tanken om kulturel forskel. Måske er denne faste struktur er at vilkår de vietnamesiske lærerinder rigtig godt kan lide. De ved hvad de skal igennem og hvordan dagene ser ud. Dette indtryk kommer ud fra, at når jeg somme tider kommer på spontane ideer, bare fx det at jeg foreslår at vi tager hele den halve legetime på legepladsen, da falder det ikke altid i god jord og det virker til at de sommetider siger ja,  uden den store velvilje bag.

Kulturmøder

Månedsbrev marts 2014

Ja, når vi taler om kulturmøder, så er det noget jeg oplever næsten dagligt. Ikke bare i praktikken men så absolut også i min fritid. Men for at nævne et par eksempler fra institutionen, da bliver jeg nødt til igen at tale om deres forhold til spisesituationer og det at de mader børnene. Det er nok her jeg oplever en meget markant kulturforskel. Jeg havde en lidt ubehagelig oplevelse, hvor et barn blev madet. Det gik åbenbart for stærkt for den lille mave, så drengen lagde an til at skulle kaste op, og for at stoppe ham i at kaste op, da klasker lærerinden med flad hånd ham i panden gentagne gange og kigger surt på ham, som om at det må han ikke gøre. Jeg var chokeret og vidste næsten ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. I min verden synes jeg jo, at det var en enormt ukærlig og absurd måde at håndtere den situation på! Jeg tog episoden op med min vejleder og spurgte ind til, hvorfor de i det hele taget mader så store børn og hvorfor man klasker børnene på panden når de skal kaste op. Hendes svar var, ”at vietnamesiske børn virker til ikke så godt at kunne lide mad” og spiser for lidt, hvis ikke man mader dem. Maden og mængden af den er nøje udregnet sådan at et hvert barn får de kalorier de skal have pr dag, og derfor skal alle børn spise præcis den mængde der kommes i skålen. Og svaret til, hvorfor man klasker børnene i panden, er fordi de mener at der sidder et punkt i panden som kontrollere brækrefleksen og at man på den måde kan forhindre barnet i at kaste op, ved at stimulere dette punkt. Om det passer at vi har sådan et punkt, skal jeg ikke kunne afvise, men jeg har aldrig hørt om det og kan ikke finde noget om det på nettet.  Mine tanker på disse svar er for det første, at det er naturligt at vi som mennesker har et forskelligt behov for indtag af føde. Jeg mener at nogen har behov for mere end andre og nogle dage er man mere sulten end andre dage. En anden ting omkring postulatet om at vietnamesiske børn ikke så godt kan lide mad, kunne hænge sammen med at de får det samme at spise næsten HVER ENESTE dag! Personligt ville jeg selv miste interessen for maden, hvis jeg skulle spise den samme ret hver dag, dag ind og dag ud. De får serveret ris, en slags kødsovs..som ikke er rigtig sovs men som tit er noget lidt tørt kødsmulder.. ja, jeg kan ikke beskrive det på anden måde. Og den eneste variation i kosten, er den suppe de får efterfølgende. En anden tanke på, hvorfor de tit virker uinteresseret i maden, går ud på at der muligvis også kunne være en sammenhæng mellem den ringe tand-tilstand som mange vietnamesiske børn har. Mange af børnene har (for at sige det lige ud) pilrådne tænder. Og jeg har tit funderet over om de ikke har utroligt ondt i tænderne? Men de virker egentlig til at være uberørte af det. Forklaringen på, hvorfor børnenes tænder bliver misvedligeholdt, er at,” nu da mælketænder ikke er blivende tænder, da er der jo ikke grund til at pleje dem”. Denne tanke kan jeg slet ikke sætte mig ind i. For det første så kan jeg ikke forestille mig at det ikke gør ondt på dem og for det andet så ser det ganske forfærdeligt ud, og nogle af børnene lugter ud af munden på grund af det. Det er ret ulækkert synes jeg! 

Men en anden sjov oplevelse hvad angår madning af børnene, da har jeg oplevet gentagende gange at de gerne VIL mades. De skubbe skålen hen til mig og se afventende på mig. Jeg mader dem selvfølgelig som jeg jo også er blevet bedt om at gøre af min klasselærerinde. Men da fik jeg tanken om at børnene måske faktisk opfatter det som en slags omsorg eller nærværds situation. Så udover tanken om at de ellers ikke vil få nok mad, hvis ikke man mader dem. Så det kan tænkes at det nok er en af måderne man her udviser omsorg for børn.

Ja, der er mange situationer at fortælle om, og her er lige én til. Noget jeg oplever lidt med modstand, er min oplevelse af at lærerinderne ofte beder børnene om at få kys på munden. Jeg synes at det er lidt mærkeligt og lidt kunstigt. Jeg kunne aldrig selv bede børn om at udvise mig kærlige handlinger. Det skal komme spontant fra dem selv, fordi at de har lyst til det. Nu skal det selvfølgelig ikke lyde som om at lærerinderne direkte tvinger dem til det, men det virker bare ret kunstigt i mine øjne.  For udover disse kærlige handlinger fra børnene til læreinderne, da ser jeg nemlig ikke så meget den anden vej. Det er ikke så almindeligt at et barn får lov til at sidde på skødet eller at man giver et kram. Når de fx er kede af det og græder, da har jeg oplevelsen af at de tit får et hurtigt klap på skulderen, tørt tårende væk og så er det slut med den trøst. Men det gør på en eller anden positiv måde, at vietnamesiske børn virker mindre ”pivede” og kommer hurtig oven på igen. Jeg tror at fordi at man ikke udviser dem så megen medlidenhed da tager børnene disse situationer mindre tungt. Der hersker heller ikke så mange konflikter børnene i mellem som jeg synes at opleve i danske daginstitutioner. Selvfølgelig kan de bliver sure på hinanden og blive uenige om hvem der havde pladsen eller legetøjet først, men overvejene finder de hurtigt ud af at løse konflikten. Dette kan måske hænge sammen med, at børnene her bliver opdraget til at tænke lidt mere solidarisk og at det ikke nødvendigvis er ” åh så synd for mig, fordi jeg ikke lige får min vilje”. Dette kan jeg se mange positive ting i, og lidt mere af den solidariske tankegang kunne man godt ønske at danske børn, havde lidt mere af! :)

 

Jeg oplever disse eksempler som kulturmøder fordi de viser meget tydeligt for mig, hvor anderledes vi tænker/ håndtere/ gør tingene i Danmark. Det er både gode og dårlige ting ved de anderledes måder de gør det på her..og jeg forsøger virkelig at gå indtil det med nysgerrighed og den rette portion skepsis. Og ja, det er ved gud svært sommetider at forstå..men det er måske heller ikke det aller vigtigste. Det vigtige er jo nok at få godt med stof til eftertanke og få sat tingene i perspektiv. :)

        

Institutionsbeskrivelse

Månedsbrev  Februar.

Jeg er kommet i praktik i Hoa Thuy Tien Kindergarden.  Det er en hyggelig lille institution i 2 planer og med en tilhørende lille legegård. I gården er der et par legetårne med ruchebane, nogle gynger og vipper. Udover at blive brugt til leg, så bliver gården også brugt til den daglige morgengymnastik, som alle klasser deltager i. Selve huset ligger lidt gemt, bag et stort college, hvor der ligeledes bliver uddannet lærerinder (vietnamesiske pædagoger). Institutionen rummer ca. 500 børn som er fordelt ud på 12 klasser. De mindste 3-4 år kaldes for C klasserne og de 4-5 årige kaldes B klasserne og til sidst er der de 5-6 årige der går i A klasserne. Alle klasser er inddelt i 1-2-3. fx A1, A2, og A3.  Der udover er der ca. 60 ansatte i hele huset. Læreinder, køkkenpersonale, sygeplejesker, pedel, sekretærer, kung fu lærer, musiklærer, engelsklærer.  

Jeg selv er kommet i B1 klassen, hvor der er ca.33 børn. Og lige nu er vi i alt 7 voksne i klassen, en normering jeg aldrig havde regnet med at se. Der er 3 læreinder, hvor af den ene fungere som en slags overlærerinde. Der udover er vi 4 studerende, mig og 3 vietnamesiske studerende som går på det college som børnehaven ligger bag.  

Hoa Thuy Tien er en hyggelig lille institution i 2 planer og med en tilhørende lille legegård. Hvor der er et par legetårne med ruchebane, nogle gynger og vipper. Udover klasseværelser er der musikrum, computerrum, engelsklokale og en personale stue.

Jeg startede først d. 10 februar, fordi at der var Tet festival (vietnamesisk nytår) i byen, hvor alle holder ferie og alt har lukket. For dem er Tet, lidt lige som jul, nytår og påske slået sammen i én. Det er den største nationale begivenhed på hele året. 

Jeg fik en meget varm og fin velkomst på stedet. Jeg fik blomster og der var pyntet op med flag og velkomstbanner. Et par dage tidligere, havde jeg og en af mine medstuderende et møde med vores vejleder  Miss Ha, til en kop kaffe og en snak omkring vores opstart. Hun er sød og meget hjælpsom, og så taler hun godt engelsk, hvilket er en stor lettelse og trøst, da det vietnamesiske folk stort set ikke tale engelsk..eller i hvert fald kun i meget meget ringe grad. 

Jeg er begyndt at falde godt til i klassen og det er begyndt at være mere afslappet i forhold til mine vietnamesiske kolleger. Hvilket er rigtig rart. Men der er mange ting som er anderledes…for bare a at nævne et eksempel, så har de jo her et helt andet syn på det med spisesituation og det at børnene skal have mad. Vi alle havde hørt skræmme historier om at de tvangsfodre børnene i Vietnam..men alligevel havde vi også hørt at det ikke skulle forekomme så meget mere, og måske gør det det også i mindre grad end tidligere. Men min oplevelse er klart, at det gør de stadig!

 Spisesituationen er generelt en ret mekanisk seance. Det er lidt lige som om at børnene bare skal affodres i en fart inden de skal sove de næste 2 timer… hvilket jeg heller ikke helt kan se meningen med. Alle børn skal spise den samme mængde mad og, hvis ikke de selv spiser livligt men bare stikker lidt til maden, så bliver de madet. Og der hvor ”tvangen” kommer ind er, at når et barn afviser at ville åbne munden, da venter lærerinden kun kort og prøver så igen og igen indtil barnet til sidst giver op og åbner. Jeg mere at kunne se tydeligt, at børnene til sidst bare giver efter, fordi de ved at der sjældent er nogen vej udenom alligevel. Dette resulterer ofte i at børnene er ved at kaste op, grundet at madningen går for stærkt. 

Dette er en af de ting som har gjort størst indtryk på mig! En ting som jeg ikke tror at jeg vender mig til. Men jeg er gået med til at made børnene, da min lærerinde på stuen bad mig om det. Jeg gjorde samtidig udtryk for at det ikke er naturligt for mig, at made børn på 5 år og at det gør vi ikke Danmark. Men jeg forsøger at være så åben og respektfuld omkring, hvad de gør og hvordan de håndtere tingene. 

På torsdag skal jeg have vejledning og der har jeg tænkt mig at tage emnet op, for at få en dybere forståelse for de mener at børn på den alder stadig skal mades. 

En anden ting det er, at de klart forventer at jeg skal undervise i engelsk…og det vil jeg også gerne.  Jeg ser faktisk en god mulighed for at lave noget spændende med børnene her.  Ligeledes en mulighed for at præge undervisningen, i en efter min mening mere brugbar retning. Det siger jeg fordi, at der er emner i undervisningen som jeg ikke helt forstår, hvorfor børnene skal lære, fx skal de lære at sige rektangel på engelsk og ligeledes firkant og trekant…hvilket jo er nogle matematiske termer?! Det lære man efter min mening ikke at tale engelsk af. 

Men jeg kan lide at være der og små skridt hen ad vejen.  Mit indtryk er at man kan, langt hen ad vejen få det som man vil, som dansk studerende. De er meget åbne og nysgerrige på vores inputs :)